Hoppestammen SARA

Vi er beæret over at have fået muligheden for at videreføre en af Dansk Varmblods ældste og bedste hoppestammer i Danmark!

Sara - Oldenborghoppe

Hoppestammen på vores dejlige hoppe Appetizer Toftøje kan dateres tilbage til 1950erne, hvor Margit og Knud Nielsen fra Engsøgaard i Ølsted indkøbte den 4-årige sorte Oldenborghoppe Sara.

Sara, der var ud af en gammel velrenommeret Oldenborgstamme, blev købt hos hestehandler Petersen i Birkerød og kom fra et dødsbo i Næstved. Margit og Knud besluttede at trække et føl på hende og oprindeligt ville Knud have holdt hende til en fuldblodshingst, men hingsteholder overtalte ham til at holde til Araberen Harab OX, som tidligere havde slået sine folder i Cirkus Schumann. Denne kombination  blev prøvet to gange og resultatet blev: Henrik, som blev købt af en dame på Fyn og som kom til at gå Middelsvær dressur, samt hoppen Pernille, som sidenhen videreførte avlen. Desværre kom Sara voldsomt til skade ved en hegnsskade og måtte aflives efter kun at have fået disse to afkom.

Sara og Knud Nielsen
Appetizer Toftøje BRDH. Udtaget til Unghestechampionatet i Herning 2009! Her ved Egnethedstesten i 2008 under Margit Ørum, hvor hun blev placeret som nr. 5 og med 8. bedste totale pointsum på landsplan!

Pernille, født 11. juni 1960. I 1964 blev Pernille kåret i DS og hun fik i sin levetid 11 føl. Dengang var det ikke så almindeligt at få sine afkom registreret, så derfor fremstår der kun tre stk. i Hestedatabasen på Landskontoret. Pernille blev i flere år redet af Margit og Knuds datter Jette, som i den lokale rideklub startede dressur og sammen opnåede de flere placeringer. Allerede på dette tidspunkt startede interessen fra dressurrytternes side for heste opdrættet i Ølsted på Engsøgaard hos Margit og Knud Nielsen. Hoppeafkommet Cora e. Securius fra 1966 blev solgt til den velestimerede hestehandler og dressurdommer Knud Hansen fra Slagelse, som videresolgte hende til ingen ringere end Lis Hartel. Vallakken Orion e. Lockruff fra 1974 blev solgt til den svenske dressurrytter Peter Lilja i Stockholm, og vallakken Almanzo e. Allegro fra 1978 blev solgt til Ulla Petersen og senere, grundet Ulla Petersens sygdom, videresolgt til Lene Lindegård. I 1968 fik Pernille så hoppeføllet Sekurie, som skulle videreføre de gode gener.

Pernille e. Harab OX - født 1960. Her er hun med et af de 11 føl hun nåede at få: Orion e. Lockruff, født 1974
Pernille e. Harab OX - født 1960. Her med Jette ved et af stævnerne i den lokale rideklub.

Sekurie, født 26. maj 1968. Sekurie var efter Hannoveranerhingsten Securius og hun blev ligeledes kåret i DS. Securie nåede at få seks føl (dog er kun de tre registreret) hos Margit og Knud, inden hun i 1979 blev solgt, da hesteholdet var ved at blive for stort. Også Sekuries afkom har gjort det godt og et af hendes afkom var hoppen Anja e. Allegro født i 1978. Anja kom, ligsom Almanzo, til Ulla Petersen, som red hende op til LA-klasserne, hvorefter hun også blev solgt grundet Ullas sygdom. Anja blev solgt til USA, hvor hun blev startet i St. Georg og Intermediare. Derudover har hun fået fem føl. I USA er Anja dog ikke registreret som DV, men i Hannoveranerforbundet, hvor hun et år stod som tredjebedste Hannoveraner i USA!

Til Anja knytter der sig en sjov historie: Efter salget til USA mistede Margit og Knud kontakten til hende, men mange år senere, mere præcist i 1992, var danske men i USA bosiddende Charlotte Bredahl på besøg i Danmark. Hun havde sin hest Monsieur med sig, som stod opstaldet på Statenegården under deres ophold, under hvilket hun bl.a. skulle starte en Volvo World Cup Qualifier inde på Christiansborg ridebane – som de i øvrigt vandt! Under Charlottes ophold hjalp Margit og Knuds søn Jens Christian og deres datter Jette, Charlotte en hel del, og under en køretur på vej ind til Christiansborg kom de til at tale om en hoppe, som Charlotte engang havde ejet, nemlig hoppen Danish Olympic e. Allegro, hun havde godt nok heddet Anja da Charlotte købte hende...hende havde Charlotte været meget begejstret for!. Jo mere de talte om det, gik det op for Jette og Jens Chr., at der var tale om ingen ringere end "deres" Anja – ja, verden er lille!

Det skulle blive Sekuries første føl , hoppeføllet Nancy, der skulle videreføre stammen.

Sekurie e. Securius / Harab OX
Sekuries datter Anja e. Allegro - hun fik senerehen, da hun kom til USA navneforandring til Danish Olympic

Nancy, født 19. april 1972 e. Lockruf. I 1976 mødte Nancy til kåring i Allerød, hvor hun først blev oprangeret på fløjen i DH, men da mormors mor: Oldenborghoppen Sara, aldrig havde været fremstillet, måtte hun tage til takke med fløjpladsen i DS, men med en meget flot beskrivelse! I 1979 gik hun så fløj på Roskilde Dyrskue med 23 p. Nancy fik i sin levetid ni afkom, og en del af disse har gjort det overordentligt godt. I 1984 stillede hun med en afkomssamling som blev vurderet til 1. kl. 1. gr. og belønnet med Sølvmedalje og 23 p. Fire år senere, i 1988, blev Nancy så udnævnt Elitehoppe på baggrund af afkoms resultater. Nancy lagde ud med at lave to hoppeføl i 1978 og 1979 e. Allegro: Amanda og Bianca, som begge senere er udnævnt til Elitehopper. Hendes tredje føl, Cornet ligeledes e. Allegro blev solgt til Sanni Larsen,

Nancy e. Lockuff / Securius / Harab OX - født 1972

som uddannede ham op til Grand Prix. Han blev sidenhen solgt til Jørgen Olsen, som solgte ham til USA, hvor han fortsatte sin karriere i GP med undervisning af Gunnar Østergaard. Sanni Larsen købte endnu et afkom efter Nancy, nemlig Ninon e. Schwedengruss fra 1984. Ninon var en pragtfuld hest, der opnåede at blive udtaget til Unghestechampionatet i Herning. Op til Herning blev Ninon jævnligt løssprunget, da hestene dengang blev testet i begge discipliner. Under en af disse løsspringninger slog han en kolbøtte hen over et af springene – ikke noget der umiddelbart så ud til at betyde noget, han blev efterfølgende redet som vanligt, men det skulle vise sig at få fatale følger! Ved Unghestechampionatet i Herning gik han ikke gennem den forudgående dyrlægetest, da han ved check af ryg havde unormalt ondt. Så Sanni og Ninon måtte returnere til Sjælland uden femvisning. Straks ved hjemkomsten lod Sanni ham dyrlæge undersøge og her fandt man ikke mindre end tre brud på rygsøjlen, og han blev naturligvis aflivet. En historie der vidner om en fantastisk ridbarhed og stor arbejdslyst, hvilket netop er meget kendetegnende for denne hoppestamme.

Cornet e. Allegro / Lockruf / Securius - her 4 år gammel med Sanni Larsen
Cornet e. Allegro / Lockruf / Securius - her som Grand Prix hest med Sanni Larsen

Derudover havde Nancy afkom der bl.a. blev solgt til Kenneth Bergstrøm, til Sverige (som springhest e. Eastern Lad XX) og til England, så man kan roligt sige, at hendes afkom blev spredt over hele verden.

I 1989 blev Nancy endvidere udnævnt til Bedste Hoppe i Region 1!

Elitehopperne Amanda og Bianca har efterfølgende formet to grene på stammen, hvor grenen der beskrives her er Amandas.

Amanda EBDH e. Allegro / Lockruf / Securius - født 1978

Amanda, født 22. marts 1978 e. Elitehingsten Allegro. I 1981 stillede Amanda til kåring og blev kåret i DH samt udtaget til Eliteskuet, som det år blev afholdt i Horsens - her modtog hun en Bronzemedalje. Ti år efter blev hun udnævnt til Elitehoppe på baggrund af afkoms resultater, og afkom kom der mange af; hele 18 stk. i hendes lange karriere! Det er jo desværre ikke alle afkom af de der sælges, som man bibeholder kontakten til og derfor ved man ikke hvordan det er gået dem. Især førhen var det svært at holde kontakt til især de der blev solgt til udlandet eller videresolgt, og andre igen er døde af forskellige årsager. På trods af at ikke alle afkom har kunnet følges, er det blevet til en perlerække af præstationer og nogen af de der kan nævnes er:

Karat e. Kassander, født 1982 - Karat blev som ung solgt til en pige, som med tiden lod Peter Amris uddanne ham. Med Peter Amris kom Karat op at gå Grand Prix, hvorefter han blev solgt til en dressurrytter i Goodwood i England.

Absinth e. Schwedengruss, født 1986 – Absinth blev i 1989 udtaget til Herning, hvor han dog ikke gik gennem nåleøjet, og han kom derfor i uddannelse hos Peter Amris, med hvem han blev nr. 9 ved regionens Egnethedstest. Under Peter Amris blev han siden B-hest og havde sejre og placeringer på M-niveau inden han blev solgt til Vicki Meilstrup.

Peter Amris med Karat e. Kassander - her ved et landsstævne i Kolding
Absinth e. Schwedengruss under en præmieoverrækkelse med sin rytter Peter Amris

Adrienne e. Schwedengruss, født 1985 – Adrienne blev solgt til Christer Ericsson, som solgte hende videre til en springrytter i Sverige. I 1996 vandt hun en MA springning i Tyskland og i 1997 blev hun under sin rytter Svensk Mester for Juniorer. Hun har været placeret i Hamburger Spring Derby og hun har været på det svenske Ungdomslandshold. En pudsig historie med Adrienne var faktisk at da hun som 4-års gik Egnethedstest aflagde hun faktisk en prøve med de dårligste springkarakterer. Hun blev efterfølgende inviteret til en løsspringning ved den store "Hest og Rytter" messe, der afholdtes  i Bella Centeret i 90'erne, og her vandt hun!

Mascho e. Waldstern, født 1987 – Mascho fik desværre en meget kort karriere, som dog startede forrygende med at stå fløj på følskuet og han blev solgt til dressurrytter og dommer Jacob Öhenschläger. Desværre blev Mascho aflivet som 2-års.

Argument e. Picasso, født 1988 – Argument blev udtaget til Herning, hvor han blev kåret og fik et års bedækningstilladelse. Efterfølgende bestod han materialprøven i oktober 1991, men avlsledelsen valgte ikke at kåre ham.

Arnhem e. Rambo, født 1990 – Arnhem (også kaldet Arne) blev solgt til Birgit og Gunnar Østergård, og han blev uddannet op til Grand Prix under Birgit Østergård.

Argument e. Picasso / Allegro / Lockruf

Lady Rambella (Arendse) e. Rambo, født 1991 – Rambella blev oprindeligt solgt til Bent Poulsen, Bornholm, men da hun ikke blev så stor valgte han at sælge hende og hun havnede hos Charlotte Botved. Charlotte kvalificerede Rambella til Mellemrunden i 5-års Dressurchampionatet og i 1997 blev hun B-hest og efterfølgende solgt til Tyskland. Hun kom sidenhen retur til Danmark og er kåret i RDS.

A’pril-Wind e. Temple Wind XX, født 1992 – A’pril blev kåret i RDH og har videreført denne stamme hos os på Stutteri Toftøje. Mere om hende senere.

Anuscka e. Red Fern, født 1995 – Anuscka er kåret i DS og har ikke selv nogen rideresultater, men hendes første afkom Donna-AS e. Don Schufro er solgt til en dressurrytter i USA, hvor hun pt. (2010) begår sig på Georg niveau. Hun er endvidere kåret i Oldenburger Verband i USA.

Armstrong e. Heslegårds Louis, født 1998 – Armstrong blev solgt til dressurrytter Karen Marie Winblad, der er bosiddende i Tyskland. I Tyskland blev han uddannet under Heiko Münchmeier op til PSG, hvor han har været placeret som nr. 2 med 69%. Undervejs har de haft rigtigt mange sejre og placeringer på alle niveauer.  I 2008 blev han solgt tilbage til Danmark til dressurrytter, Katrine Anker Petersen.

Armstrong e. Heslegårds Louis / Allegro / Lockruf
Armstrong e. Heslegårds Louis / Allegro / Lockruf

I 1991 blev Amanda udnævnt til Årets Hoppe i Region 1 – en titel hun også gjorde sig for tjent til igen i 1997.

Som skrevet længere oppe føres denne gren af stammen videre her på Stutteri Toftøje gennem halvblodshoppen A’pril-Wind.

A’pril-Wind, født 4. april 1992 e. fuldblodshingsten Temple Wind XX. Jeg (Sandra) har kendt A’pril-Wind siden hun blev født og forelskede mig i hende fra første sekund (var til stede under folingen). I 1995 var jeg så privilegeret at få hende i bryllupsgave – en fantastisk gave! I 1995 stillede hun til eksteriørkåring i Vallensbæk, hvor hun blev kåret i DH med beskrivelsen: Ædel, harmonisk hoppe med et smidigt bevægelsesforløb (hun skulle have gået sadelkåring, men grundet et meget voldsomt og langvarigt kolikforløb, måtte hendes ridning sættes lidt i bero). Senere samme år bestod hun endagsafprøvningen med 749 p. og var dermed kåret i RDH – karaktererne var: skridt 9, trav 8, galop 7, Ridelighed og Kapacitet 8 fra såvel dommere som fremmedrytter, som i øvrigt var Bjarne Nielsen. A’pril-Wind nåede desværre kun at få fem føl, hvoraf to ud af tre hopper er gået i RDH: April's Freude e. White Talismann og så vores egen Bronzemedaljehoppe Appetizer Toftøje.

A'pril fik desværre ikke det længste liv. 12 år gammel valgte vi efter nogle voldsomme koliktilfælde at aflive hende - hun er savnet!

Appetizer Toftøje, født 27. marts 2004 e. Elitehingsten Blue Hors Don Romantic. Appetizer var noget særligt lige fra første færd! Da hun blev født havde vi middagsgæster (hestefolkJ) og for sjov lovede vi dem, at der nok skulle være foling til dessert, og det må man sige kom til at passe! Vi havde kun lige lagt dessertskeerne fra os, så gik folingsalarmen og godt var det, at der var et par stærke mandfolk til stede, for A’pril-Wind havde ikke tænkt sig at fole liggende, men blev stående, så Jesper og Jan måtte ”gribe” og alt gik godt. I løbet af sommeren, som føl, fik hun en øjensygdom, som ingen helt kunne dianogstisere, men hun blev helt mælkehvid i først det ene øje og sidenhen det andet. Da hun blev mælkehvid i det første øje, blev hun intensivt behandlet i et par månder, hvor dyrlægen kom med jævne mellemrum og sprøjtede binyrebarkomon ind under øjenlågene, hun blev dryppet i øjnene mange gange dagligt med et serum udvundet af A’prils blod og de måtte kun gå ude om natten, så øjnene ikke fik dagslys – puha det var hårdt, men det så ud til at hjælpe, og på Landbohøjskolen synes de det så positivt ud og vi skulle fortsætte endnu en måneds tid, MEN SÅ begyndte også det andet øje og vi besluttede at nu måtte det briste eller bære, vi stoppede behandlingen og kunne hun ikke komme sig af sig selv, ja, så måtte hun aflives. Stille og roligt blev også det andet øje bedre og i november måned samme år, var der stort set intet at se…. Hvad det var, ved vi ikke, men vi var lykkelige! I 2007 stillede hun til sadelkåring under Margit Ørum, hvor hun blev kåret I RDH med ikke mindre end tre 9-taller i

eksteriørvurderingen og et gangartsresultat på 820 p. i sin sadelkåringsbedømmelse med bl.a. 9 i skridt samt 8 i trav og galop. Hun blev udtaget til Eliteskuet, hvor hun blev tildelt Bronzemedalje. Året efter, som 4-års, kvalificerede hun sig til mellemrunden i DSA, hvor hun i mellemrunden bl.a. opnåede fjerde bedste skridtkarakter på landsplan. Hun deltog også i Egnethedstesten, hvor hun blev placeret som nr. 5 og udtaget til Unghestechampionatet – hun lå med 8. bedste pointsum på landsplan! ”Desværre” kom hun ikke til Unghestechampionatet i Herning, da hun var i fol – i stedet bragte hun os et helt fantastisk hingsteføl e. Zorro Son: Abzolut Toftøje!

I 2010 bragte hun os så drømmeføllet: Abzenta Toftøje ligeledes efter Zorro Son - det er vores håb, at hun skal videreføre stammen! Begge afkom efter Zorro Son er registreret i det tyske Oldenburger Verband, da hingsten Zorro Son er registreret her og ikke i Dansk Varmblod. Appetizer er derfor ligeledes kåret i Hovedstambogen i Oldenburger Verband.  

Begge Zorro Son afkom er meget specille for os her på Stutteri Toftøje, da vi har været så priviligerede at kunne avle med en hingst OG en hoppe, som vi selv har opdrættet - og så på en af Danmarks bedste hoppestammer!

Abzenta Toftøje, født maj 2010 e. Zorro Son. Abzenta skal, som sagt, forhåbentlig videreføre denne fantastiske stamme, som vi håber at kunne videreføre i samme ånd og med samme resultat som i de tidligere generationer!

Abzenta, der er registreret i det tyske Oldenburger Verband, har lagt godt fra land og modtog ved følbesigtigelsen i 2010 en Fohlen Prämie (det der svarer til en ærespræmie i DV) samt en meget flot beskrivelse.

Om alt går vel, er planen at hun, når det er tid, naturligvis fremstilles i Oldenburger Verband men det er også tanken at stille hende i Dansk Varmblod, da vi ønsker at bevare stammen i Dansk Varmblod regi!

En stor tak først og fremmest til Margit og Knud Nielsen for alle beretningerne samt en stor del af billedmaterialet, og også en stor tak til alle andre, der har bidraget med info og billeder, så vi kunne få nedskrevet denne hoppestammes spændende historie!

Historien kan downloades som PDF HER!

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk