Den 31. marts 2009
Seneste nyt om Weltjunge e. Weltmeyer / Matcho AA er, at han i weekenden ved Thisted Sportsrideklubs C-stævne startede Prix St. Georg med stor succes. Han og Michael Grønne Christensen blev nr. 2 i klassen og opnåede 68,7%. Vi glæder os over, de efterhånden mange fine resultater, som den relativt nye ekvipage har opnået og håber, at det bliver et længerevarende samarbejde.

Inde på Katrinelunds hjemmeside, kan man også læse, at De Noir skal rides ved Hannoveranerforbundets Eliteauktions Gallaaften den 17. april, da hans rytter Isabel tildeles guldmærket "Goldeness Reitabzeichen" ved denne lejlighed.

Weltjunge DVH 735
Weltmeyer / Matcho AA / Pik Koenig

Den 24. marts 2009
Vores webside udbyder har desværre haft lidt problemer de sidste 14 dage, så ikke nok med at vores side har været enormt langsom, så har det også stort set været umuligt at opdatere den – men det råder vi nu bod på.

 
Vi havde et par gode dage i Herning (torsdag/fredag), hvor unge såvel som ældre hingste blev beskuet og vurderet for den kommende sæson. Om søndagen tog vi en tur ned og besøgte Zunlight, da vi havde været nødt til at tage lidt hurtig afsked ved afleveringen, fordi Lorrine ikke syntes det var et hit at stå i traileren efter at Zunlight var læsset af. Men Zunlight har det rigtig godt og trives med sin nye legekammerat – det var dejligt at se!
Og så har vi netop i dag fået vores bange anelser bekræftet: Li-Z er ikke længere i fol – ØV! Hun stod bare i den flotteste brunst i dag, så der var slet ikke noget at være i tvivl om længere. Så nu venter vi altså på tre føl – men der er også mærket liv hele vejen rundt.

Og mens vi venter, nyder vi det gryende forår, solstrålerne der varmer og vores heste – der er nu 20 dage til termin!

Her lidt forårsfornemmelser: Watch Me - 23 dage til termin, Latizhia - snart et år gammel, Lavinia i longe, Lavinia og Jesper får sig en sludder.

 Den 1. marts 2009
I sidste weekend sagde vi farvel - men et af de gode farveller:-)

Zunlight er nu flyttet hjem til Kirstine i Fuglebjerg! Han tog flytningen i stiv arm. Han havde selskab på køreturen af Lorrine (Manstein/Luxemburg), som altid er god at have med, når de unge skal ud at køre. Zunlight gik bare lige op i traileren og stillede sig ved siden  af Lorrine og så stod han ellers stille og roligt og spiste wrap under hele køreturen. Han trives i sine nye omgivelser og nyder at have fået en ny legekammerat.

Zunlight Toftøje e. De Noir / Zorro Z

Vi har også hørt nyt fra Rikke og Donnerwetter (Donnerschlag/Racing Ace XX), som efter et helt års stævnepause har taget hul på 2009 i fin stil. Efter en lidt stille start for 14 dage siden ved distrikstævnet i Lollands Sportsrideklub, har de gjort det rigtig godt denne weekend ved distrikstævnet i Nakskov og Omegns Rideklub. De har startet to LA4 til hhv. 65,59% og 66,76% med to førstepladser til følge og så en LA6 til 66,32% og med endnu en førsteplads! Vi ønsker dem rigtig stort tillykke og håber 2009 bliver deres år - de har i alle tilfælde lagt godt fra start.

Rikke Lund & Donnerwetter Toftøje e. Donnerschlag / Racing Ace XX
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk