Den 22. december
Året rinder ud og vi vil her gerne takke alle der lægger vejen forbi vores hjemmeside for at følge hestene fra vores lille stutteri!

Som så mange andre, så er nyheder flyttet til Facebook, men I skal ikke snydes for vores årlige jule- og nytårshilsen med stort og småt fra Stutteri Toftøje.

Vi ønsker alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL SAMT ET GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR!

Januar - Maj 2016
Tiden flyver og i disse dage har vi alle glemt (fortrængt…) vinterens kulde og rusk. Det må være tid til en lille update her fra Toftøje!

”Vi” lagde hårdt ud med en stævnestart den 3. januar for Zunlight Toftøje (e. De Noir & Li-Z Toftøje) med sin ejer og rytter Kirstine. Det var dybfrysertemperaturer til deres debut i LA4, men de trodsede kulden og red til flotte 67,94%, hvilket resulterede i en flot 2. plads! Et god oplevelse til at klare sig igennem vinterens kulde og besværligheder……

Zunlight Toftøje e. De Noir & Li-Z Toftøje. Redet og ejet af Kirstine Christensen
Zambatime Toftøje e. Londontime / Zorro Z
Whisper Toftøje e. Londontime / Weltjunge

Klosterheden Florett Toftøje (e. Florencio & Linett ERDH), er ejet af Maja Mulvad, men vi tror nok at hendes datter, Stine, stille og roligt har ”overtaget”. De startede en LA1 ved distriktsstævnet i Ladelund Rideklub, hvor de opnåede 69,26%, hvilket resulterede i en flot 3. plads. Og med kommentaren: "Dejlig hest - flot redet og flydende program", så kan man jo ikke blive andet end glad!

Vi nyder mange hilsner og updates fra dejlige Laguann Toftøje RDH, der i år fylder 16 år. Hun er ejet af Margit Ørum, som købte hende som 2-års, men for ca. 5 år siden måtte hun indse, at antallet af heste ikke stemte overens med den tid hun havde til at ride, så hun blev lånt ud til Sigrid Bruun. De to er det perfekte makkerpar og vi kan se på alle de billeder og videoer, som vi får, at Laguann ikke kunne være i bedre hænder. Hun er frisk og veltilpas, går stævner og dejlige ture i naturen, og så bliver hun behandlet som en Dronning!

 

På billedet er de til en af deres træninger hos Christoph von Daehne, der kommer en gang om måneden på Kirstineholm ved Århus.

Hele sidste sommer havde vi vores to dejlige (synes vi selv) hopper på hhv. 4 år (Zizi Toftøje e. Sunny-Boy & Li-Z Toftøje DH) og 5 år (Zunshine e. Stevie Wonder & Li-Z Toftøje DH) til salg – uden resultat. Planen var at sætte dem begge i gang i slutningen af april, når vejret (forhåbentlig) blev lidt stabilt. Men i midten af april (før vi fik sat dem i gang) fik vi en opringning fra Ina Munksø, der søgte hest og som af sin veninde Jean Sørensen (ejer af Klosterhedens Golden Charm e. Zorro Son – som

vi jo har opdrættet) var blevet anbefalet at tage kontakt til os, da hun synes at Charm er ”Verdens Bedste” og bedre anbefaling får man jo ikke! Oprindeligt var Ina interesseret i at se Zizi, men efter at have set (og prøvet……) Zunshine, var hun ”solgt” – altså Ina. Ina kom endnu engang og prøvede Zunshine om søndagen og ugen efter var alt på plads og Zunshine begyndte et nyt kapitel i sit liv. Vi er sikre på, at Ina og Zunshine er det perfekte match og vi glæder os så meget til at følge dem.

”Vores” norske heste sender også løbende mange hilsner! Watch Out Toftøje (e. Scolari & Watch Me Toftøje BRDH), der er fyldt 3 år I år, skulle have været I ridning hos Jan Christensen I starten af foråret med henblik på sadelkåring, men en lille skade satte desværre en stopper for det. Så planen er vist at stille hende til en eksteriørkåring til efteråret (hos DV i Norge) og så må vi jo se, om hun kommer en tur til Danmark til næste år (det håber vi). Også Wake Up (Watch Outs storebror e. Benetton Dream) skulle have været en tur til Jan (det var han også som 3-års), men han fik desværre også en mindre (heldigvis) skade, så også han bliver hjemme i Norge i år. Heldigvis er både Ida og Celine (ejerne) flittige til at sende billeder og det nyder vi meget!

Watch Me’s 3. afkom i Norge: Wanessa Toftøje (e. Rascalino) sender også jævnligt hilsner (eller også er det hendes ejer Hilde) og de gør sammen store fremskridt i år! Wanessa startede et enkelt kørestævne sidste år med Hildes træner, men i år har Hilde og Wanessa deltaget i deres første marathon sammen med en meget flot 2. plads!!!! Vi håber de får et spændende år!

Den 13. april var speciel i år, for da var det 20 år siden at vores pragtfulde avlshoppe Li-Z Toftøje (e. Zorro Z & Linett ERDH) kom til verden. Hun har bragt os mange glæder og vi er så heldig stadigvæk at kunne klappe på hende hver dag. Hun har lavet nogle dejlige afkom, der, ligesom hun selv og alle hendes egne søskende, elsker at arbejde. Bentøjet er ikke helt hvad det har været, men vi håber at få lov at beholde hende lidt endnu!

 

Og den 17. april var Li-Z’s søster Levítha Toftøje (e. Wolkentanz II & Linett ERDH) til sit første stævne efter hun i foråret 2014 fik en meget voldsom seneskade. Det resulterede i en flot 1. samt 2. plads! Dejligt, når ens tålmodighed lykkes og det må man sige det gjorde for Pia og Tina, der har Levítha – det var en meget slem skade og vi havde ikke de store forhåbninger, så godt, at der er nogen, der har tid til at vente. ”Den der venter på noget godt, venter ikke forgæves” – det passede heldigvis i dette tilfælde!

 

Vores to drenge Zambatime Toftøje og Whisper Toftøje e. Londontime (på hhv. Li-Z e. Zorro Z og Watch Me e. Weltjunge), som begge er 2 år i år, vokser og udvikler sig godt, så det bliver spændende til næste år, når de (forhåbentlig) skal debutere som rideheste.

Sommeren står for døren, så nu må vi se hvad den bringer af spændende oplevelser med alle vores dejlige afkom og deres ejere og ryttere.

 

Rigtig god sommer til jer alle!

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk