Stutteri Toftøje er et mindre stutteri beliggende i Munke Bjergby på Midsjælland mellem Sorø og Stenlille. Stutteriet drives af Jesper Jensen og Sandra Orzali.
 
Til ejendommen hører ca. 28 tdr. land, hvoraf 10 tdr. er bortforpagtet - vi har så en aftale om at aftage den halm der bliver presset. De resterende tdr. er udlagt til folde, hvor vi også hvert år laver wrap på en del af det.
Jesper med Laika Toftøje e. Andiamo/Racing Ace XX og hendes første føl Lamborghini e. Bøgegårdens Laurino

På Stutteri Toftøje blev der, før Jesper i 1992 overtog ejendommen, opdrættet fuldblodsheste. Da Jesper flyttede ind i 1992, medbragte han et par Dansk Varmblods hopper: Linett & Lorrine, og de er sidenhen blevet til flere.

Sandra startede som 11-årig med at ride, og der gik ikke lang tid, førend det var dressuren, der blev hovedinteressen, som så omkring 1990 blev suppleret med en stor interesse for også at avle dressurheste. Da hun i 2001 flyttede ind, medbragte hun den tredje af stutteriets stamhopper, nemlig hoppen April-Wind ud af Margit og Knud Nielsens gamle hoppestamme.

Stutteriets hoppelinier er fortrinsvis baseret på dressurprægede hannoveranerlinier med islæt af fuldblod, for at bevare en vis ædelhedsgrad og udholdenhed. Hopperne Linett og April-Wind er begge halvblodshopper efter hhv. Racing Ace XX og Temple Wind XX, og denne mængde fuldblod har vi haft stor glæde af, i både 1. og 2. generation herefter. Målet er at lave velgående dressurheste med tænding, stor gålyst, stor ridelighed og holdbarhed, og så skal temperamentet være i orden.
 
Vi avler på 2-4 hopper hvert år og har næsten altid føl og plage, og ind imellem også ungheste til salg. 
 
Tanken er at hestene skal føre så naturligt et liv som muligt, og de er derfor ude hver dag året rundt - i sommerhalvåret fra ca. maj til ca. oktober går alle på døgnfold. Alle føl håndteres dagligt og vænnes til at blive trukket til og fra fold, hvilket gør dem meget nemme at håndtere, også senerehen i det videre arbejde. Vi fodrer med hel havre, vitaminer/mineraler (Premium Basic), soya, kalk og wrap - i sommerhalvåret har alle fri adgang til mineraler. 

 Her er lidt stemningsbilleder fra Stuteri Toftøje - klik på de små billeder, for at se dem i større størrelse:

 

 

Du er altid velkommen til at kontakte os!

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk